I det kommende kollektiv ønsker vi at tilbageerobre et handlingsrum. I rummet skal man kunne handle uden at købe ind, man skal kunne studere i ly for kravet om at gøre karriere – skabe i ly for krav om at producere profit – praktisere det politiske uden at måtte afgive sin stemme – være sammen uden at skulle networke – slappe af uden at føle hverken skyld, skam eller frygt for ikke at kunne opretholde et værdigt liv.

1. tid

Det forekommer os at alting bevæger sig med en accelererende fart. At vi hver dag må løbe hurtigere for at nå et eller andet. Fremdriftsreformer, effektivisering og planlagt forældelse af produkter er nogle af symptomerne på en fremherskende ideologi, hvor tid er penge. Midlertidighed er blevet normen og rodløshed virkningen.

”Lev i nu’et” er blevet parolen for en managementkultur, der hylder nu’et i samme åndedræt som omstillingsparatheden. Men det nu der hyldes, er et forgældet nu: et nu der udskydes fordi det altid er lovet væk til fremtiden. I skolen får vi at vide at vi skal blive til noget. Vi uddanner os, så vi kan få et stykke papir, så vi kan få et job, så vi kan få adgang til kredit, så vi kan få en gæld, som vi kan vie de næste 40 år til at afbetale. Fremtiden er den eneste tid man virkelig under os – men hvilken fremtid?

Et livsvarigt fuldtidsarbejde – eller et arbejdsliv – efterlader os med intet andet en krummerne af vores anstrengelser. For uanset om vi holder fast i 9-til-4 eller tager arbejdet med hjem, bliver identiske med det og måske endda bliver til noget, så bliver det aldrig rigtig vores tid. Ikke før det er tid til at krepere.

I det kommende kollektiv gider ikke vente på en fremtid, som vi ved er pantsat, fordi tid er penge, og penge er gæld. Derfor gør vi krav på vores nutid som det eneste afgørende øjeblik.

2. sted

Vi er alle individer med forskellige drømme og forestillinger om, hvordan vi gerne vil bruge vores tid, og vi samles om et fælles behov for husly og plads – masser af plads – hvor de drømme kan komme til udtryk.

Livet i byen har efterladt os med en følelse af at være på flugt. Som om en usynlig hånd bliver ved med at vifte os væk fra de lokaliteter vi forsøger at bebo. Nu leder vi efter er sted der består: som vi kan vende tilbage til mellem ekspeditioner, som hviler når vi er på flugt og hvor vi kan hvile ud efter et skråplan.

Det skal være et sted som kan rumme kultur, produktion, leg, politik og forskning; værksteder, øvelokaler, eksperimenter og eksilsøgende skæbner. Et sted som er rodfæstet i det lokale uden at være forskanset af dets mure.

Men først og fremmest leder vi efter et tilhørsforhold. Derfor leder vi også efter et sted hvor vi kan høre til. Og det skal helst være på sydfyn.

3. gøren & laden

En af de værste ting ved arbejde er, at det gør os ugidelige. Det tager alle mulige aktiviteter, som ikke i sig selv fejler noget, og forvandler dem til lort.

”Husk at lave lektier,” fortæller man os i skolen, ”det er vigtigt at lære sprog, for alle mekaniker-manualer kommer på tysk”. Overfor den slags velment motivation, som gør al læring til kompetenceudvikling, er det eneste fornuftige at pjække. Men selv dérsniger arbejdet sig ind. Når du sidder derhjemme i kælderen og ryger bong, efter at have meldt dig syg mandag morgen, er du stadig under arbejdets fortryllelse. Den trodsigt passive forbruger er kun et vrangbillede af arbejdets tvang.

I det kommende kollektiv lever vi ikke for at arbejde, men arbejder kun for at leve, og vi lever bedst i vores fritid. Men med fritid mener vi ikke et negativt begreb for arbejde, men derimod auto-nomi. At opretholde autonomi overfor de maskiner, der forsøger at drage nytte af vores kræfter, betyder at sætte vores egen lov, at arbejde og holde fri på vores egen måde. Det betyder altså ikke, at vi ikke skal kunne udføre præcis de samme aktiviteter, der nu er kendt under navnet ”arbejde”, hvis vi har lyst, når vi har lyst, og fordi vi har lyst.

Vi er ikke blinde overfor de nødvendigheder, der udspringer af, at være en lille ø i et kapitalistisk ocean, altså behovet for penge. Men vi ønsker hurtigst muligt at nå til et punkt, hvor pengene og arbejdet ikke har magt til at bestemme betingelserne for vores liv – ikke mindst i form af renter, afbetalinger og gæld.

Vi ønsker, for at sige det kort, at minimere det nødvendige lønarbejde for på den måde at frigive mest mulig tid til ikke-kapitaliserede drivkræfter.

4. samhørighed

Hvad er det fælles? Det er mere end summen af individer, og også mere end familiens naturligt påtvungne enhed, om man så har været heldig eller ej; mere end parforholdets tosomhed og mere end den nationale konstruktion eller klassens eller kroppens. Det er mere end et middagsselskab, man arrangerer fredag aften, hvis man ellers orker – endnu et punkt på dagens program. Endda også mere end en fælles oplevelse af, at vi må rotte os sammen, for at tilbageerobre et handlerum. Alle fællesskaber er lufttomme, hvis de ikke samtidig indeholder venskabet.

I venskabet kan vi tage på eventyr, eller på druk, grine, betro os, arbejde sammen, udvikle idéer; men vi kan også være uenige, være uvenner; vi kan isolere os, være alene, for os selv. Så længe der i venskabet findes et ønske og en vished om at høre sammen, kan det rumme det meste. Det fælles er det element vi lever i, når vi vælger at knytte os til hinanden. I det kommende kollektiv ønsker vi at indgå i et fællesskab hvor venskabet ikke er et vedhæng, men en bærende relation.

5. politik

For nogle mennesker er politik måske ensbetydende med ophedede debatprogrammer og dét, at sætte et kryds på et stykke papir hvert 2. år. Vi mener ikke, at vores politiske handlerum begrænser sig til stemmeboksen.

Vi kan tale om en nær politik. Den handler ikke så meget om at politisere hverdagslivet, men om at tage aktivt stilling til alt det politiske, der allerede strukturerer hverdagen.

Den nære politik handler om i fællesskab at skabe rammer for vores liv, på en måde, vi finder rigtig. Det betyder ikke at alt, vi gør, skal være moralsk afvejet og politisk korrekt. Derimod kan forsøget på at organisere vores liv på en måde, som ikke kræver en spændetrøje af udtalte regler og implicitte forventninger, være et positivt eksempel på en nærpolitisk norm. Men den nære politik handler også bare om den måde, vi udvikler vores sted, samarbejder og løser konflikter på.

Vi kan også tale om en udadrettet politik. Hvis vi ønsker at tilkæmpe os mere magt over vores hverdag, så er det ikke for at trække stikket – blive selvtilstrækkelige. Det er nærmere for at få bedre fodfæste, så vi ikke vakler, når vi rækker ud. En udadrettet politik kan have mange former og platforme: det kan være forbindelser til ligesindede, udveksling af erfaring og produkter. Det kan være åbne læsegrupper eller en kampagne for at ekspropriere Sydfyns godser og lave dem til voksenlegepladser.

Hvorom alting er, så ønsker vi i det kommende kollektiv at skabe et handlingsrum, der inviterer til at blive brugt.